Nicuşor Dan, Bukarests centrumorienterede borgmester, har ifølge en næsten fuldstændig stemmeoptælling søndag vundet det spændingsfyldte rumænske omvalg, foran nationalisten George Simion.
Valget blev betragtet som centralt for, hvilken retning det EU- og NATO-tilknyttede naboland til krigsramte Ukraine ville tage.
Afstemningen blev afholdt fem måneder efter, at Rumæniens forfatningsdomstol annullerede det oprindelige valg på baggrund af beskyldninger om russisk indblanding og massiv promovering af højrefløjens oprindelige kandidat på sociale medier – en kandidat, der siden er blevet diskvalificeret.
Dan førte kampagne for et “ærligt” Rumænien og opnåede over 54 procent af stemmerne, mens George Simion, kendt for sin støtte til Donald Trump, fik tæt på 46 procent.
Valgdeltagelsen var tæt på 65 procent – markant højere end de 53 procent i første runde den 4. maj, hvor Simion førte.
Den 55-årige Dan kaldte valgresultatet “et håbefuldt øjeblik”, da han talte til sine jublende tilhængere i en park i hovedstaden. “I dag har et fællesskab af rumænere, der ønsker dyb forandring, vundet valget”, sagde han.
George Simion anerkendte nederlaget og sagde: “Jeg vil gerne lykønske Nicusor Dan med sejren. Han har vundet, og det var den rumænske befolknings vilje.”
Tidligere på dagen havde Simion ellers erklæret sig som vinder, selvom målinger pegede på Dan som favorit.