Al Shabab-militante angreb tirsdag et hotel i det centrale Somalia, hvor der blev afholdt et møde om bekæmpelse af terrorgruppen i regionen, og dræbte ni civile, oplyser sikkerhedskilder og politiet.
“Alle gerningsmændene er blevet dræbt”, siger sikkerhedsofficer Hussein Ali.
Han bekræftede, at ni civile, herunder lokale ældre (traditionelle ledere), mistede livet, men oplyste ikke, hvor mange af de militante der blev dræbt.
“Mere end 10 andre personer, de fleste af dem civile, blev såret”, tilføjede han.
Traditionelle ledere og militære embedsmænd var samlet på hotellet i Hiran-regionen for at drøfte, hvordan de kunne støtte den somaliske regerings kamp mod Al Shabab.
“Intens ildkamp”
Politibetjent Ali Mahad oplyste, at mange af de tilstedeværende blev reddet.
“Min svoger var inde på hotel Qahira, da angrebet fandt sted. Han blev heldigvis reddet og har kun mindre skader”, fortæller vidnet Idris Adan.
“Bygningen blev ødelagt under den intense ildkamp”, tilføjede han.
Al Shabab har taget ansvaret for angrebet.
Terrorgruppen har i mere end 15 år kæmpet mod den føderale regering og udført dødbringende angreb i Mogadishu og andre områder.
Selvom gruppen blev drevet ud af hovedstaden af Den Afrikanske Unions styrker i 2011, opererer den stadig i landdistrikterne.
Somalias præsident har lovet en total krig mod Al Shabab, hvor hæren samarbejder med lokale militser i en militærkampagne støttet af Den Afrikanske Unions styrker og amerikanske luftangreb.