Et større dansk studie viser, at der ikke er sammenhæng mellem aluminium i børnevacciner og øget risiko for en lang række af helbredstilstande og sygdomme.
Det storstilede registerstudie, det største af sin slags, har brugt danske sundhedsregistre til at undersøge, om der er en sammenhæng mellem vaccinerede børn og i alt 50 helbredstilstande, herunder allergier, astma, neuroudviklingsforstyrrelser og autoimmune lidelser.
Ved at analysere data fra over en million børn født mellem 1997-2018, har forskere fra Statens Serum Institut (SSI) vist sikkerheden i Danmarks børnevaccinationsprogram.
Anders Hviid, afdelingschef hos SSI og ledende forsker på projektet, fortæller:
”Vores resultater er betryggende. Ved at analysere data fra over 1 million danske børn, har vi ikke fundet noget som helst, der peger i retning af, at den meget lille mængde aluminium, der anvendes i børnevaccinationsprogrammet, øger risikoen for 50 forskellige helbredstilstande i barndommen”.
Aluminium bruges i nogle vacciner for at styrke effekten. Det har været tilfældet siden 1930’erne.
Undersøgelsen og dens resultater er særligt relevante i en tid, hvor kritikken af vaccination og mistillid til forskning er stigende.
“Store, befolkningsbaserede registerstudier som dette, der følger over 1 million børn gennem mange år, fungerer som et værn mod politiseringen af sundhedsvidenskab, som undergraver den offentlige tillid til vacciner. Det er helt essentielt at skelne mellem reel videnskab og politisk motiverede kampagner – ellers risikerer vi, at det er børnene, der betaler prisen”, lyder det fra Hviid, ifølge AFP.
Studiet er netop blevet publiceret i den anerkendte medicinske journal, Annals of Internal Medicine.