USA’s præsident Donald Trump udtalte onsdag, at han “sandsynligvis” kommer til at sidde ned med Ruslands præsident Vladimir Putin i Saudi-Arabien til, hvad han mener, kan blive det første af en række møder med henblik på at afslutte Ruslands krig mod Ukraine.
Trump fortsatte og beskrev krigen som en “virkelig blodig og frygtelig” katastrofe. Den amerikanske præsident udtrykte, at med hans hjælp, ville der “blive gjort noget” for at afslutte den næsten tre år lange konflikt.
“Jeg vil håndtere præsident Putin, hovedsageligt over telefonen, og vi forventer i sidste ende at mødes. Faktisk forventer vi, at han kommer her, og at jeg tager dertil, og vi vil sandsynligvis også mødes i Saudi-Arabien”, sagde han til journalister i Det Hvide Hus.
“Første gang vil vi mødes i Saudi-Arabien og se, om vi kan få noget gjort. Men vi vil afslutte den krig”.
Ukraines NATO-medlemskab ‘ikke praktisk’
Trump sagde også, at det ikke ville være “praktisk” at give Ukraine medlemskab i NATO, hvilket er et centralt stridspunkt i konflikten.
Han sagde desuden, at det var usandsynligt, at Ukraine ville få alle sine territorier tilbage.
Præsident Volodymyr Zelenskyj har i mellemtiden skrevet på X, at han har drøftet fredsforhandlinger med Trump. Han udtrykte også sin taknemmelighed for “hans (Trumps, red.) oprigtige interesse i vores fælles muligheder, og hvordan vi kan skabe reel fred sammen”.
“Vi mener, at Amerikas styrke, sammen med Ukraine og alle vores partnere, er nok til at presse Rusland til fred”, udtalte Zelenskyj på det sociale medie.