Tyskland og Østrig meddelte torsdag, at de vil indføre et rejseforbud mod Bosniens etnisk-serbiske leder Milorad Dodik samt to andre personer, der er anklaget for at undergrave den bosniske stats forfatning.
Ifølge en fælles erklæring fra de to landes udenrigsministerier har højtstående personer fra den serbiske entitet i Bosnien, Republika Srpska (RS), “bevidst” handlet, for at “svække staten“.
Efter mødet i Sarajevo sagde ministerierne, at der var behov for “beslutsom handling“ mod dem, der angiveligt har fremprovokeret den forfatningsmæssige krise.
“I den forbindelse iværksættes der foranstaltninger, der vil forhindre de tre ansvarlige RS-politikere i fremover at rejse ind i Østrig og Tyskland“, lød det i erklæringen.
Ud over Dodik vil også premierminister Radovan Viskovic og formanden for RS’ parlament, Nenad Stevandic, blive ramt af rejseforbuddet, oplyste en talsmand for det østrigske udenrigsministerium til AFP.
De tre er under efterforskning i Bosnien for påståede forsøg på at fremme løsrivelse af den serbiske entitet og for at have tilsidesat landets forfatning.
Dodik forsøgte blandt andet at forhindre nationale politifolk og retsembedsmænd i at arbejde i entiteten, før ordren blev suspenderet af Bosniens forfatningsdomstol.
Bosnien udstedte sidste måned arrestordrer mod Dodik, Viskovic og Stevandic, men myndighederne har vurderet, at det er for risikabelt at forsøge at anholde dem.
Dodik har i de seneste uger rejst til Serbien, Israel og Rusland.
Den 66-årige har “taget sine løsrivelsesprovokationer og handlinger til et nyt niveau og har klart overskredet juridiske grænser“, udtalte Meinl-Reisinger i erklæringen.
Angreb på Bosniens forfatningsorden truer landets “fremtid i Den Europæiske Union“, sagde Luehrmann.
De tyske og østrigske ministerier opfordrede i fællesskab “alle involverede aktører” til at “fremme ro og stabilitet for at undgå yderligere eskalation“.