Udarbejdelsen af en fælles tekst til et freds- og våbenhvilememorandum mellem Moskva og Kyiv vil være en kompleks proces, og der kan derfor ikke sættes nogen fast tidsfrist, lyder det fra Kremls talsmand Dmitry Peskov ifølge russiske nyhedsbureauer.
“Der kan ikke sættes nogen deadline for processen”, sagde Peskov tirsdag morgen ifølge det statslige nyhedsbureau RIA. ”Det er klart, at alle ønsker at få det gennemført så hurtigt som muligt, men djævlen ligger i detaljerne”.
”Udkastene vil blive formuleret af både russerne og ukrainerne, derefter vil dokumenterne blive udvekslet, og så begynder de komplekse forhandlinger om at udarbejde en fælles tekst”, forklarede Peskov.
USA’s præsident Donald Trump talte mandag i telefon med Ruslands præsident Vladimir Putin, Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj samt EU-ledere (fra Frankrig, Italien, Tyskland og Finland) i et forsøg på at fremme en fredsløsning på den tre år lange krig i Ukraine.
Trump udtalte efter opkaldet, at Rusland og Ukraine omgående vil indlede våbenhvileforhandlinger.
Putin sagde, at Rusland “er klar til at samarbejde med den ukrainske side om et memorandum for en mulig fremtidig fredsaftale”.