En amerikansk føderal appeldomstol har midlertidigt blokeret Trump-administrationens forsøg på at ophæve den midlertidige beskyttelsesstatus (TPS) for tusindvis af afghanske statsborgere, der opholder sig i USA.
Det fremgår af retsdokumenter.
Fourth Circuit Court of Appeals domstolen udstedte mandag et såkaldt “emergency stay”, som sætter en foreløbig stopper for ophævelsen af TPS, der ellers skulle være trådt i kraft den 15. juli.
Afgørelsen kom efter en anmodning fra immigrationsorganisationen CASA, som har sagsøgt det amerikanske Department of Homeland Security (DHS) for beslutningen om at afslutte TPS-ordningen for både afghanere og camerounere.
“Den midlertidige suspension af ophævelsen forbliver gældende til den 21. juli”, fremgår det af rettens kendelse.
Regeringen har til og med onsdag til at svare.
Trump-administrationen annoncerede i april, at den agtede at afslutte TPS-ordningen for personer fra Afghanistan og Cameroun med henvisning til, at forholdene i de to lande var forbedret nok til, at beskyttelsen ikke længere var nødvendig.
Beskyttelsesordningen for camerounere er i øjeblikket planlagt til at udløbe den 4. august.
TPS (Temporary Protected Status) giver visse udenlandske statsborgere ret til ophold og arbejde i USA, hvis hjemlandet er ramt af krig, naturkatastrofer eller andre ekstraordinære forhold.
Mere end 82.000 afghanere blev evakueret til USA efter Talibans magtovertagelse i 2021 og amerikanernes kaotiske tilbagetrækning fra Afghanistan. Over 70.000 af disse ankom på et særligt program, som tillod dem lovligt ophold i op til to år.