På trods af Tysklands fortsatte undertrykkelse af pro-palæstinensisk aktivisme samledes tusindvis af mennesker i Kreuzberg i sidste uge til en “Sejrsmarch” efter våbenhvileaftalen, hvor de råbte “Frihed for Palæstina” og bar skilte med budskabet “Våbenhvilen er kun begyndelsen”.

Mens aktivisme kan findes på gaden, kan den også betragtes på gallerivæggene. Sidste sommer, mens bomberne regnede ned over Gaza, fungerede en udstilling i Frankfurt som et vindue til krigens rædsler i Palæstina. Som en del af Tysklands palæstinensiske kulturfestival vidnede en række fotografier taget af palæstinensiske journalister om den verserende humanitære katastrofe i Gaza og folkets modstandsdygtighed.

Ét billede skilte sig særligt ud. Det var taget af Mahmoud Abu Hamda i Gaza i april 2024: en ung pige, der ælter brød midt i ruinerne af Nuseirat-flygtningelejren, mens røgen fra bombninger stadig var i luften.

Da en spansk dreng så det gribende billede, blev han så overvældet af følelser, at han vendte tilbage til udstillingen for at donere sine opsparede mønter til hjælp for palæstinenserne, efter at hans mor havde forklaret ham om de lidelser, børn i Gaza gennemgår.

Udstillingen Through My Eyes rejste gennem store dele af Europa sidste år som en del af en oplysningskampagne af PALI Think Hub, en menneskerettighedsorganisation.

NGO’en blev lanceret af Emma Lo, en italiensk-amerikansk ekspert i international ret baseret i Schweiz, og Lise, en fransk-palæstinensisk kandidat i internationale relationer bosat i Tyskland. Deres mission er at afsløre den humanitære krise i Gaza og genoprette de menneskelige historier, der ofte går tabt bag tal og statistikker.

“Through My Eyes konfronterer ofte folk med de barske realiteter ved livet under besættelse og folkedrab i Gaza – for mange for første gang. I stedet for blot at gå væk, ser vi dem stoppe op, reflektere, stille spørgsmål og endda vende tilbage med venner for at fortsætte samtalen”, siger Lo.

“Vi vil have folk til at føle, ikke bare se”

“At skabe forbindelse er kernen i vores udstillinger”, forklarer hun. “Vi ønsker at humanisere palæstinensiske oplevelser, og at bevæge os væk fra abstrakte debatter og hen mod noget dybt personligt. Folk handler, når de kan relatere”.

Emmas empati for de undertrykte blev formet tidligt. Som 10-årig læste hun Anne Franks dagbog og blev ramt af den unge piges evne til at dokumentere nazismens rædsler.

“På det tidspunkt var jeg draget af biografier om mennesker, der havde formet historien, men Annes historie skilte sig ud, fordi den blev fortalt af en pige på min egen alder, med et uskyldigt og relaterbart perspektiv”, fortalte hun til TRT World.

Anne Frank var en tysk-jødisk pige, der under Anden Verdenskrig skjulte sig med sin familie i det tyskbesatte Amsterdam for at undslippe nazistisk forfølgelse.

Hun førte dagbog i de 25 måneder, hendes familie tilbragte i skjul, og dokumenterede sit liv i levende detaljer. Anne døde i 1945 i koncentrationslejren Bergen-Belsen. Men hendes dagbog skulle blive en af verdens mest indflydelsesrige bøger.

For Lo er Annes historie smertefuldt relevant i dag og afspejler lidelserne i Gaza.

“Anne drømte om at blive journalist. Hvis hun var i live nu, ville hun skrive om folkedrabet i Gaza”.

Unge palæstinensiske kvinder, der dokumenterer krisen i Gaza i dag, udviser det samme mod, siger Lo.

“Journalister som Bisan Owda, Plestia Alaqad, Lama Jamous og Hind Khoudary giver stemme til den palæstinensiske sag og fanger de rædsler, de dagligt er vidner til. Deres arbejde er lige så stærkt som Anne Franks dagbog, men de er ikke blot ekkoer fra fortiden”.

Som 12-årig havde Lo allerede mødt tre Holocaust-overlevere ved undervisningsarrangementer. Deres vidnesbyrd indprentede en overbevisning i hende: at tie i mødet med uretfærdighed er det samme som meddelagtighed.

“Jeg lærte, at verden kan være brutal, men at kæmpe for menneskerettigheder er en af de mest kraftfulde former for modstand”.

Frihed, lighed, retfærdighed – for hvem?

På trods af at være vokset op i multikulturelle rammer i Washington D.C., hørte Lo først om den palæstinensiske fortælling i sine teenageår – takket være sine forældre.

“Selvom Anne Frank nævner Palæstina i en dagbog fra 8. maj 1944, var det skammeligt nok først, da jeg var 15, at jeg hørte om Palæstina efter 1948”, nævner hun.

Den jødisk-amerikanske forfatter Norman G. Finkelsteins bog Gaza: An Inquest into Its Martyrdom var et vigtigt vendepunkt i hendes læringsproces. Bogen dokumenterer Israels militære angreb på Gaza, brud på international lov og vestlige mediers misrepræsentation af Palæstina.

De værdier, Lo var blevet undervist i på skolen – frihed, lighed, retfærdighed – begyndte at krakelere.

“De friheder, som USA hylder, såsom retten til selvbestemmelse og retfærdighed, bliver forsømt, når det gælder Palæstina”.

Lo lægger ikke fingrene imellem, når hun kritiserer vestlig hykleri.

“Lederne burde skamme sig. Deres selektive fokus på menneskerettigheder underminerer deres troværdighed”.

Et slående eksempel er USA’s urokkelige militære støtte til Israel, på trods af landets åbenlyse overtrædelser af international lov. Israel er den største modtager af amerikansk bistand siden Anden Verdenskrig.

“Det er simpelt”, siger Lo. “Regeringer bør stoppe med at finansiere vold. I stedet for at brænde ressourcer af på ødelæggelse, burde de investere i at opbygge en bedre fremtid”.

For hende er det, at stille regeringer til ansvar, ikke bare et valg – det er en forpligtelse.

“Jeg kan ikke hævde at stå for retfærdighed, hvis jeg ignorerer mine egne regeringers handlinger. At udfordre disse narrativer er en pligt”.

Gennem PALI Think Hub arbejder Emma Lo og Lise på at udfordre idéen om, at Israels handlinger i Palæstina er et fjernt eller isoleret problem.

“Fornægtelsen af rettigheder ét sted svækker dem overalt”, tilføjer Lo.