Kraftige regnskyl har forårsaget mindst 54 dødsfald i Pakistan det seneste døgn og bragt det samlede dødstal op på cirka 180 siden monsunens ankomst i slutningen af juni, oplyser myndighederne torsdag.
Siden onsdag morgen har uafbrudt styrtregn ramt dele af Punjab-provinsen og skabt oversvømmelser i byområder.
Indbyggere nær floden, der løber gennem byen Rawalpindi tæt ved hovedstaden Islamabad, er blevet beordret til at evakuere efter en voldsom stigning i vandstanden.
“I løbet af de sidste 24 timer er 54 personer blevet dræbt og 227 såret på tværs af Pakistan, med størstedelen af dødsfaldene i Punjab”, sagde en talskvinde fra National Disaster Management Authority til AFP. Tallene er opgjort kl. 05.00 dansk tid torsdag.
Hun tilføjede, at cirka 180 mennesker – heriblandt 70 børn – er blevet dræbt og omkring 500 er kommet til skade siden monsunens begyndelse.
Regeringen i Rawalpindi har erklæret torsdag for en offentlig fridag for at holde folk hjemme, og den nationale meteorologiske tjeneste advarer om, at de kraftige regnskyl vil fortsætte frem til fredag.
“Indbyggere i udsatte områder bør forberede nødpakker med mad, vand og livsnødvendig medicin til tre til fem dage i tilfælde af en nødsituation”, lyder det fra myndighederne.
I 2022 førte monsunoversvømmelser til, at en tredjedel af Pakistan stod under vand, og 1.700 mennesker mistede livet.
Monsunen er et sæsonpræget vejrfænomen, der hvert år bringer kraftig regn til Sydasien, typisk fra juni til september.