Første gang jeg besøgte en syrisk restaurant var i Marokko i 2013. Jeg var i Casablanca for arbejde, og en af mine tyrkiske kolleger tog mig derhen efter vores møder med medierne.

Vi bestilte Baba Ghanoush, Fattoush, Falafel, Hummus, Kibbeh og andre lækre mellemøstlige retter, der har påvirket køkkener over hele verden. Jeg opdagede, at syrere bruger meget aubergine, kikærter, squash og hvidløg. Deres køkken er lige så rig som deres historie.

Ejeren af restauranten var syrer og var flygtet til Marokko, da krigen begyndte i 2011.

Jeg fortalte ham, at jeg var fra Bosnien, fra Sarajevo, og at jeg var flygtning i 1990’erne.

Vi knyttede bånd og talte om, hvor svært livet i eksil er, mens ens by og folk bliver bombet og belejret. Dengang vidste jeg ikke, at jeg ville huske dette møde år senere.

Han ønskede ikke min medlidenhed. I stedet ville han vide, om det havde været svært for os at genopbygge vores liv efter at være vendt tilbage til Sarajevo.

Jeg var ærlig. Jeg fortalte ham, at vi stadig står over for mange problemer i Bosnien på grund af etnisk splid, men at livet er gået videre. Jeg forklarede, at vi stadig er uenige om historien, og at fortiden fortsat forhindrer os i at bygge en bedre fremtid.

For dem, der mistede størstedelen af deres familie, er det værre—rædslerne er måske stoppet, men mareridtene lever videre. Jeg fortalte om generationer, der lider af PTSD.

Men det, der betød mest for os, var at opnå uafhængighed og opbygge et demokratisk land, som jeg er stolt af.

Han vidste meget om Bosnien, især om Srebrenica-folkemordet. Han fortalte mig, at verden sagde “aldrig igen”, efter at mere end 8.000 bosniske muslimske mænd og drenge blev nedslagtet i den lille by Srebrenica af bosnisk-serbiske styrker.

Han antydede, at verden fortsat havde været vidne til grusomheder og ikke havde lært noget af Bosnien.

“Vi leder stadig efter deres kroppe”, svarede jeg.

Blot få måneder før jeg mødte ham, i august samme år, fandt det kemiske angreb på Ghouta sted. Det oppositionskontrollerede område blev ramt af raketter med det kemiske stof sarin, affyret af Assads styrker.

FN bekræftede, at sarin var blevet brugt. Det er et menneskeskabt nervegift, klassificeret som et kemisk våben.

Billeder af bunker af lig, heriblandt børn, blev delt over hele verden. Ligesom under Bosnien-krigen krævede folk retfærdighed og opfordrede verdensmagterne til at forhindre yderligere rædsler.

“Aldrig igen”, sagde verdens ledere gentagne gange.

Vi sad stille i et øjeblik.

Jeg spurgte ham, om han troede, at krigen snart ville ende.

“For nu vil jeg fokusere på mit liv her. Der er mange ting, som folk uden for Syrien ikke forstår om Assad. En dag vil de. Jeg var heldig at undslippe, og jeg vil værdsætte hvert øjeblik af at være i live”.

Hans ord blev hos mig.

Vi afsluttede måltidet med Booza, en mælke-baseret dessert.

Jeg nævnte, at vi har noget, der hedder Boza i Baščaršija, Sarajevos gamle bydel, men det er lavet af gæret majs og hvede. Det ligner overhovedet ikke deres Booza. Jeg inviterede ham til at besøge Sarajevo for at prøve det – men jeg så ham aldrig igen.

Fem år senere tog mit liv en anden drejning, da jeg flyttede til Istanbul for at arbejde.

En aprildag i 2018, mens jeg præsenterede nyhederne for TRT World, kom en foruroligende rapport fra Øst-Ghouta. Assads regime havde angrebet Douma med kemiske våben midt om natten.

Vidner beskrev en stærk lugt og gul skum, der kom ud af munden på folk. Børn kæmpede for at trække vejret.

Billeder af børn, der gispede efter luft og skummede om munden oversvømmede sociale medier og rystede hele redaktionen.

Dusinvis blev dræbt, og mere end hundrede blev såret.

Det føltes som om, nogen havde slået mig i maven. Den syriske restaurantejers ord fra Marokko rungede i mit hoved: “aldrig igen”, og alligevel var vi vidne til, at uskyldige mennesker, inklusive spædbørn, blev udsat for de værste grusomheder.

Dette angreb var en del af Assads militæroffensiv, Operation Damascus Steel, for at erobre oprørskontrollerede områder.

Redningsgrupper, herunder De Hvide Hjelme, rapporterede, at syriske luftstyrker havde kastet tøndebomber over Douma. Disse bomber forårsagede kramper hos nogle og kvalte andre.

På dette tidspunkt var verden blevet følelsesløs over for Syriens rædsler. Douma faldt til Assads styrker kort efter angrebet med klorgas. Mange ofre fik aldrig fortalt deres historier. De følgende år bragte endnu mere brutalitet—bombninger, drab og endeløs lidelse.

I marts 2024 havde konflikten i Syrien krævet over 617.910 liv ifølge SOHR og fordrevet millioner.

Det årtier lange mareridt i landet nærmede sig endelig sin afslutning i begyndelsen af december 2024, da en hurtig oppositionsoffensiv væltede Assads diktatur.

Jeg optog en episode af mit program Across the Balkans, hvor jeg interviewede en tidligere borgmester fra Damaskus, der nu bor i Sarajevo. Jeg spurgte ham, hvordan det føltes, at Assad var væk.

“Det føles som en drøm. Jeg troede, han ville være den sidste mand, der stod i Damaskus”, sagde han.

Men han indrømmede, at han var bekymret. Fremtiden, forklarede han, afhænger af, hvordan syrerne organiserer sig for at genopbygge.

Assads regime efterlod massegrave, titusindvis af lig og utallige familier, der leder efter deres forsvundne kære. De fleste syrere søger nu afslutning gennem retfærdighed.

Som bosnier ved jeg, hvor vigtig international efterforskning og domfældelse er. De er afgørende for en ny begyndelse.

I Syrien går observatører nu ind i blandt andet fængsler, hvor de taler med utallige ofre for Assads krigsmaskine.

De af os, der overlevede Slobodan Milosevics regime i 1990’erne, forstår på smertefuld vis, hvor langsom den globale retfærdighed kan være om at finde sin vej. Tusindvis af sager om tvungne forsvindinger forbliver uløste.

Milosevic blev anklaget af Den Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien for folkedrab og krigsforbrydelser i Bosnien, Kroatien og Kosovo.

Selv før han døde, var den juridiske proces langsom og lemfældig. Retssager mod andre, der var anklaget for forbrydelser i Bosnien, Kroatien og Kosovo var præget af forsinkelser. Når dommene endelig kom, var de ofte for milde, hvilket kastede tvivl over den internationale retfærdighed.

Milosevic døde, før hans retssag blev afsluttet, og mange af ofrenes familier følte aldrig, at retfærdighed blev opnået.

Efter mange år i skjul blev den bosnisk-serbiske kommandør Ratko Mladic i 2017 kendt skyldig i folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Han afsoner nu en livstidsdom i Haag.

Selvom Bosnien stadig kæmper tre årtier senere, og mange føler, at retfærdigheden var ufuldstændig, anerkender vi disse dommes betydning. De giver håb og viser, at verden anerkender, hvem der stod på den forkerte side af historien.

Bashar al-Assads fald er en mulighed for syrere til at samle beviser for hans regimes forbrydelser.

Ofrene fortjener det, og processen må begynde nu.