Oliepriserne er steget efter amerikanske luftangreb mod iranske atomanlæg i weekenden, hvilket har skabt frygt for en bredere regional konflikt og mulig afbrydelse af energiforsyningerne.
Priserne på både den europæiske Brent-olie og den amerikanske West Texas Intermediate (WTI) olie steg med over fire procent.
Hormuzstrædet igen i farezonen
Den skarpe stigning i oliepriserne følger USA’s beslutning om at deltage i Israels luftangreb på Irans atomanlæg i Fordow, Natanz og Isfahan.
Det har medført nye trusler fra Teheran om at lukke Hormuzstrædet, som står for omkring en femtedel af verdens råoliefragt.
Iranske Press TV rapporterede, at det iranske parlament har godkendt et forslag, der støtter en lukning af strædet.
Teheran har tidligere fremsat lignende trusler, men har aldrig ført dem ud i livet.
Iagttagere advarer om, at selv uden en fuldstændig lukning kan øgede spændinger og opfattede risici for skibsruter føre til højere fragt- og forsikringsomkostninger, hvilket kan begrænse olieeksporten fra regionen.
“Risikoen for skade på olieinfrastruktur er mangedoblet”, siger June Goh, senioranalytiker hos Sparta Commodities.
Ifølge Goldman Sachs kan prisen på Brent-olie midlertidigt stige til 110 dollars pr. tønde, hvis Hormuzstrædet delvist lukkes og olieflowet halveres i en måned. Banken forventer dog ikke nogen større forstyrrelser i øjeblikket.
Siden Israels krig mod Iran begyndte den 13. juni, er Brent allerede steget med 13 procent, mens WTI er steget med cirka 10 procent.