Demonstranter samledes i Ukraines hovedstad, Kiev, efter at præsident Volodymyr Zelenskyj underskrev en lov, der svækker to uafhængige anti-korruptionsenheder.
Kritikere siger, at lovgivningen samler mere magt hos Zelenskyj og åbner for regeringsindblanding i højtprofilerede korruptionssager.
Inden Zelenskyj underskrev loven, havde parlamentet vedtaget forslaget, der reelt fratager både National Anti-Corruption Bureau (NABU) og Specialised Anti-Corruption Prosecutor’s Office (SAPO) deres autonomi.
‘Et alvorligt tilbageskridt’
Før loven blev underskrevet, udtrykte EU’s udvidelseskommissær, Marta Kos, bekymring på X over afstemningen i Radaen og kaldte det “et alvorligt tilbageskridt”.
“Uafhængige organer som NABU og SAPO er afgørende for Ukraines vej mod EU. Retsstatsprincippet er helt centrale i forhandlingerne om medlemskab”, skrev hun.
Den ukrainske afdeling i Transparency International kritiserede parlamentsafstemningen og sagde, at beslutningen underminerer en af de vigtigste reformer siden det, Ukraine kalder sin “værdighedsrevolution” i 2014 – og skader tilliden hos internationale partnere.