Israel planlægger at annektere 82 procent af den besatte Vestbred for at forhindre oprettelsen af en palæstinensisk stat, udtalte den højreekstreme finansminister Bezalel Smotrich onsdag.
”Israelsk suverænitet skal udvides med 82 procent af området”, sagde Smotrich, leder af det højreekstreme parti “Religiøs Zionisme”, på en pressekonference i Jerusalem.
”Det er tid til at gøre Judæa og Samaria (Vestbredden) fuldt israelsk og én gang for alle afvise idéen om at dele vores lille land”, tilføjede han.
Den ekstremistiske minister sagde, at palæstinensernes anliggender indledningsvist vil blive administreret af Det Palæstinensiske Selvstyre (PA), som senere skal erstattes af det, han kaldte ”regionale civile styringsalternativer.”

Smotrich understregede, at hovedprincippet bag annekteringen er ”mest muligt land med færrest mulige arabere”.
”Der vil aldrig, og kan aldrig, opstå en palæstinensisk stat på vores jord”, erklærede han. ”Hvis Det Palæstinensiske Selvstyre vover at rejse sig og forsøge at skade os, vil vi knuse dem, præcis som vi gør med Hamas”.
Han kaldte annekteringen af Vestbredden ”et forebyggende skridt” imod de mange landes planer om at anerkende en palæstinensisk stat.
Flere lande, heriblandt Belgien, Frankrig, Storbritannien, Canada og Australien, har annonceret, at de vil anerkende Palæstina under den kommende FN-generalforsamling mellem 8. og 23. september – og dermed slutte sig til 147 nationer, som allerede har gjort det.
Smotrich opfordrede premierminister Benjamin Netanyahu til at ”træffe en historisk beslutning om at indføre israelsk suverænitet i alle åbne områder i Judæa og Samaria (den besatte Vestbred)”.
Den 20. august godkendte Israel et stort bosætterprojekt, kaldet E1, der skal dele Vestbredden i to, afskære de nordlige byer Ramallah og Nablus fra Betlehem og Hebron i syd og isolere det besatte Østjerusalem.
Det internationale samfund, herunder FN, anser israelske bosættelser for ulovlige under folkeretten. FN har gentagne gange advaret om, at fortsatte bosættelser truer muligheden for en tostatsløsning, som i årtier er blevet set som nøglen til at løse den israelsk-palæstinensiske konflikt.
I en rådgivende udtalelse sidste juli erklærede Den Internationale Domstol (ICJ) Israels besættelse af palæstinensisk territorium ulovlig og opfordrede til evakuering af alle bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem.